Rejsebrev 5 canada 08-07-2006

Long time no seen

Jubii, endelig internet, altså dvs. GRATIS internet. Man bliver hurtigt lidt forvent, og forlanger straks at hotellet stiller en gratis internetforbindelse til rådighed J men rart at være tilbage i civilisationen.

Der er jo sket en hel del siden sidst, ja jeg ved godt, at I ikke oplever så meget på 5-6 dage, men det gør vi altså 😉

Det var jo omkring Canada Day vi skrev sidst. Dagen efter besluttede vi os for, at vi ville ud i en kano på en af de flotte søer. Hele Nationalparken har ca. 500 søer, hvor de 60 af dem ligger i umiddelbar nærhed af Jasper by, så vi valgte Maligne Lake ca.en times kørsel fra byen. Ja en time, det siger lidt om parkens størrelse, når en sø der ligger en time væk er i nærheden af Jasper J For at det ikke skal være løgn, startede vi med at køre den forkerte vej, det kostede os lige to timer, men til gengæld så vi en rigtig stor Wapitihjort (vi troede, det var en elg, indtil den kom nærmere), der svømmede rundt i en sø – det gjorde de 30 andre biler nu også, men det ødelagde ikke den store oplevelse.

Altså når turister, de andre turister ikke os, ser et dyr i vejsiden, så sætter de farten helt ned og stopper gerne midt på vejen for at beundre vidunderet, forståeligt nok, men det skaber en hel del kaos. Dyrene ser dog ud til at nyde opmærksomheden, måske de har det ligesom os, lidt zoo agtigt at kigge på alle de homo sapiens. Af samme grund er der skilte alle vegne, med advarsler og forbud om at kontakte, fodre og kikke længe på dyrene, da de bliver fortrolige med mennesker, og det kan skabe nogle temmelig farlige situationer hvor folk og dyr kommer til skade.

Ups, tilbage til kanoturen. Vi fandt endelig søen efter en 3 timers kørsel. MENNESKER over ALT ! Alt var udlejet, så vi spiste en is, og kørte tilbage til Jasper, og 10 min fra vores lodge op i bjergene lå en dejlig lille gletchersø hvor vi lejede et par kanoer og spenderede et par pragtfulde timer. Ungerne forsøgte endda at bade, men det var altså bare for koldt.

Nu er Canada jo cowboyland, og det kan vi jo ikke stå tilbage for, så vi fandt den nærmeste “ranch”, hvor vi ville leje 4 krikker for derefter at drage ud i den vilde natur. Meen, sådan fungerer det nu ikke! Mikkel må ikke ride, han er for lille, og man må da slet ikke selv ride ud i skoven. Så Caroline og jeg, meldte os til en 1. times tur og så kunne Chris ellers trække Mikkel rundt på en hest i en fold med meget lækkert græs, skulle jeg hilse at sige fra hesten. Hun havde vist temmelig meget besvær med at overtale hesten til at gå i stedet for at spise J Efter 20 min. syntes Mikkel, at hun bare kunne trække hesten tilbage til stalden, han var ikke videre imponeret!

Caroline og jeg havde derimod en rigtig god tur. Hun er bare den fødte rytter, og jeg var da også meget god, da jeg altså havde vænnet mig til western-stilen. Første bemærkning fra ride-guiden var “nå, du er vist vant til at ride engelsk”. Vi var så heldige at se en Coyote (prærieulv), den gik en stor bue uden om os, men holdt et skarpt øje, et meget flot og farligt dyr, som hestene ikke kunne være mindre interesseret i eller bange for! Nu mangler jeg bare at se en Grizzly en Elg og en ørn, så er jeg tilfreds 😉

Samme dag snuppede vi også lige Atabasca Falls, imponerende syn af utrolige vandmasser.. Hvor kommer alt det vand dog fra ?
Vi rundede dage af med dårlig mave til alle, vi havde nok spist noget, vi ikke kunne tåle!

Nok om Jasper, nu var det tid til at køre mod Lake Louise, og turen startede da også meget lovende med at en sortbjørn sprang ud foran bilen og pilede hen over vejen. Hvor er vi bare heldige !! At Chris så nærmest var døden nær pga. forskrækkelse, melder historien ikke mere om.

Turen gik langs ” The Icefields Parkway” som er en meget smuk tur med bjerge, skove og flotte gletscher søer, skulle eftersigende være den smukkeste vej strækning i Rocky Mountains. En af hovedattraktionerne langs Icefields Parkway er Athabasca gletsjeren, der som en arm løber ud fra Columbia Icefield, og den skulle vi da opleve. Gletscheren er op til 300 meter tyk, og det er muligt med kæmpe snemobiler at køre langt op på gletscheren. En rigtig spændende oplevelse men også en rigtig kold fornøjelse, når man er klædt på til ca. 30 grader J

Naturligvis var der også mange turister, men det var denne gang de japanske turister, der var de dominerende. Japanske teenagere lader sig åbenbart ikke så nemt imponere af tonsvis af is og store maskiner med enorme hjul!  Mikkel derimod var meget mere interessant, han fik sine 15 min. Berømmelse og blev behandlet som en filmstjerne! Og mere til. Pigerne skreg, når han lettede på sine solbriller og afslørede sine blå øjne, og alle drenge ville fotograferes sammen med ham. Det skulle ikke undre mig, hvis vi en dag kommer til Japan og ser hans billede plastret ud over hele byen som reklame…. Caroline, Chris og mig selv, var ikke så populære, men vi fik da lov til at posere et par gange, og fik kun en lille smag af berømmelses søde liv. I kan tro at Mikkel nød det, og han snakker stadig om det! Tror nogle af de andre turister troede han var berømt:o)

Lake Louise består af et supermarked, en cafe, et par butikker og 30 hoteller, en temmelig kedelig by ! Der må være noget andet, der tiltrækker alle de turister? RIGTIG, Søen..Der var ca. en million mennesker omkring søen, det er en meget flot sø, men lidt af idyllen forsvinder, når det kan være svært at tage et billede af søen for turister, og hovedsproget lige pludselig er kinesisk.

Vi var derfor meget glade for, at vi lidt tidligere havde haft en dejlig tur på cykel rundt i “byen” og langs floden. Vi lejede nogle lækre trailbikes til Caroline, Chris og mig, Mikkel fik hægtet en slags cykel bag på min cykel, og det fungerede bare perfekt. En skøn tur på ca. 10 km. !

Det var tid til at drage mod Banff, en lidt større by midt i alt det skønne. Vi nyder at være tilbage i civilisationen, og Chris er da også i skrivende stund ude og vindueshoppe. I dag har vi været ude og tracke omkring en smuk sø, hvor vi har taget en del billeder af de “tamme” jordegern. I starten var vi bange for at møde nogle af de lokale pelsdyr, men vi fandt hurtigt ud af, at når man har en Mikkel med, så er der med garanti ingen dyr i miles omkreds, han larmer simpelthen så meget. Hans falcet stemme skær gennem marv og ben, så de bjørneklokker man kan købe er ganske unødvendige.
Ungerne sidder meget uroligt og venter på, at Chris skal komme tilbage, for så skal vi ned i hotellets spabad og damprum.

Mange hilsner fra Mikkel, Caroline, Chris og Jes

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *