Rejsebrev #3 New Zealand

(03.03.05 til 12.03.05)

Ja så sidder jeg her igen, og denne gang kan jeg godt sige

det med stort smil om munden…vi har haft godt vejr siden sidst, og det betyder altså

meget selvom man i første omgang ikke helt vil stå ved det. Shorts og badetøjet er kommet på (i omvendt rækkefølge) og den daglige klage fra børnene er nu: ”Vi sveder og her er varmt”. Standardsvaret er så:” ja og vend jer til det, for det bliver meget varmere i Australien.” Som altid er vejret det helt store spørgsmål, og vi har troligt fulgt med i jeres vinterstorm á la 1978. Om I vil det eller ej, så misunder vi jer altså lidt, ikke at have oplevet det. Der skal ikke meget til før mundvigene hænger
nedad hos børnene, hvis vi højlydt kommer til at snakke om meget sne i Danmark. Men så vidt vi har hørt er det på retur hos jer, og vi glæder os over, at I nu er på vej mod det herlige forår.

Siden sidst er der jo sket mange ting, og det er så svært at skelne dagene fra hinanden. Hvad vi oplevede for en uge siden, kan føles som flere måneder tilbage, og det tager alligevel noget tid at få bearbejdet de forskellige indtryk. Nord-øen har vi indtaget med storm, men det minder mest om Mallorca på mange måder og alligevel ikke. Bjerge er her, men slet ikke i samme stil som på Syd. Vi har til gengæld kunne tage på stranden, hvor der både har været plads til surfere og halvblege skandinavere. For New Zealænderne går ikke på stranden. Her er nemlig ikke særlig meget ozonlag, så man bliver hurtig forbrændt selv på en overskyet dag. Det har vi heldigvis fundet et middel imod…solcreme med faktor 50, og det virker!
Vi har været på en strand kaldet Hot Water Beach. Ikke for at sole os, men simpelthen for at mærke hvor varmt vandet og sandet kan blive…lyder det underligt? Det er et meget mærkeligt fænomen. Det er en gammel vulkan med store depoter af meget, meget varmt vand som trækker op i områder på sandstranden når det er lavvande. Folk valfarter dertil med skovle, og graver sindssygt. Forestil dig 50 x 15 meter sandstrand. Put så 70 mennesker med skovle i hånden gravende for vildt. Det så helt åndssvagt ud, så spørgsmålet er om fænomenet er der fordi vi graver, eller fordi der er varmt vand forneden. Jes og jeg stak bare tæerne ned sandet i vandkanten, og det blev rigeligt varmt, man kunne ikke stå stille.

På nord- øen har vi også været så heldige at møde maorierne (udtales mowri), de indfødte. Vi kastede os ud i en aften med alle de andre 150 turister, som skulle smage bare et lille stykke at den maorianske kultur. 4 timer senere gik vi mætte, tilfredse og temmelig meget klogere hjem, til gengæld med stor respekt for en kultur som vi misunder for at have en fortid og et sammenhold, som man skal lede længe efter. Aftenen forløb med at vores ”stamme” (altså alle turisterne) fik udvalgt en høvding, som skulle snakke med den maorianske høvding, og så skulle vi alle lære en venskabssang. Vi begav os af sted til den maorianske by, som var en tro kopi af den by stammen i sin tid boede i. De ejer jorden nu og bruger den til at lave sådanne aftner og bibeholde stammen, som består af ca. 50 medlemmer. De lavede et fantastisk show i originale kostumer, danse og våben. Vi dansede og råbte ad hinanden (lad være med at grine, det var temmelig alvorligt, når man stod der midt i det hele, og levede sig 100 procent ind i det) Vi regnede med, at det for børnene kunne virke voldsomt, men de var hårdnakkede og blev ikke bange, nok mere bekymrede for at krigerne slog sig selv så hårdt på lårene.
Maden blev lavet under jorden på vulkansten, og det smagte vidunderligt. Lam, kylling, stuffing, kartofler og nogle salater. Vandet vi drak, var fra en sø lige ved byen. Det tager ca. 100 år inden vandet kommer fra bjergene til søen…men det smagte fantastisk. Det er sjældent, vi har set børnene spise så meget. Aftenen sluttede af med en bush walk. Vi blev delt ind i små grupper og gik med lommelygter igennem bushen, så dyr og planter, søer og ikke mindst glow worms (lysende orme). De lyser fuldkommen, som om det var stjerner på himlen. Det var en rigtig god aften, og børnene nød den i fulde drag. Caroline har lært rigtig meget og vil lystigt fortælle om alle deres tatoveringers betydning, om høvdingen og hans søn. Bare spørg løs men pas på, for hun stopper ikke igen.

Maori – området og denne del af nord-øen er det meste termiske område i hele verden. Der springer geysere alle steder, og der findes sulphur og mudderpøler overalt. Tilgengæld lugter her meget af rådne æg. Det er et underligt naturfænomen.

Apropos stjerner så er her en meget flot stjernehimmel, som ikke findes i Danmark – ked af at sige det, for jeg synes nu, vi har nogle fantastiske stjernehimler i DK, men denne her slår den altså. Og så har vi set nogle stjernetegn, som vi aldrig kommer til at se på den nordlige halvkugle. Men alligevel savner jeg nu karlsvognen på den rigtig led, her står den jo på hovedet :o)

Vi er så småt ovre hurtlen med at bo så mange mennesker på så lidt plads. Og ikke mindst være sammen i så mange timer i forhold til hverdagen. Hvert familie-medlem har lige skullet finde sin plads, og så er det gået slag i slag. Børnene har haft lidt svært ved at være sammen med deres forældre og vist nok også omvendt, så vi har haft rigtig mange kampe, men vi er vist ved at nå et fælles mål. Der er ikke så meget brok længere, hvilket hjælper en hel del på alles humør. Det eneste brok vi sådan set hører, er når Mikkel ser en bus svinge ind omkring hvor vi nu er, så bliver det til:” Åh nej, nu kommer alle turisterne!” Se det er en ægte new zealænder:o)
En standard kommentar fra forældrene er også blevet; ”nå der røg dit slik på fredag” (vi holder Fredags Disney Sjov i hævd). Den har Mikkel så taget til sig, så en dag Jes fik bandet kom det ganske tørt og roligt fra Mikkel: ”Nå, far der røg dit slik!” Drengen har vist arvet sin fars humor.

Ja så er det så hyggeligt, når børnene er med på restaurant, de får en ret til deling og alligevel spiser de aldrig særlig meget – er der nogen der kender det? En dag spurgte en tjener om de ikke kunne lide maden, da de ikke havde spist deres pizza (den smagte jo ikke ligesom derhjemme). Nej, jeg forklarede, at sådan var de bare. Han sagde til Caroline, at hun skulle spise op, for ellers skulle hun vaske op…gæt hvor pigebarnet endte henne. Selvfølgelig i køkkenet for at vaske op med et stort grin på læben.

Børnene får en opgave hver dag, det kan være at skulle vaske op; vaske tøj; feje gulv; dække bord; tømme skraldespand. Underligt nok bliver opgaven taget imod med kyshånd. Nogle gange går der ligefrem sport i hvem der kan få raget flest opgaver til sig og få udført dem bedst og først.

Der er meget stor forskel på campingpladserne, ikke så meget i pris men mere i stand. De fleste har en udmærket legeplads og en trampolin, det kan få selv de mest kedsomme børn aktiveret. Nogle pladser ligner parker, andre er bare parkeringspladser med en dump-station men de fleste er gode og nogle sågar med opvarmet pøl. Vi har lige været et par dage på en plads med udsigt og adgang lige til stranden, det var rigtig dejligt men den sidste plads sætter ligesom prikken over iét og lader næstved – rødderne slutte af med manér. Vi har vores eget lille toilet og bad lige uden foran døren. Det er da vild luksus!

Vi er så småt ved at forlade New Zealand, et land som har fået en stor plads i vores hjerter, og som vi helt bestemt må besøge igen. Vi har rejst mere end 3000 km på de to øer, vi har set natur som man ikke kan finde nogen andre steder i verden, vi har mødt en kultur og et folk, som er så venlige, at det næsten ikke er til at forstå. Vi har mødt så mange flinke turister som har en ærlig og åbenhjertig interesse i os andre mennesker. Ikke mindst har vi slubret frisk mad, fisk og vidunderligt frugt i os. Det er en sand fornøjelse at handle.
Hvad der venter os på den anden side af det Tasmaniske hav, bliver åbenbaret for os på lørdag, når vi vender snuden mod det store Australien. Vi er meget spændte men indtil nu nyder vi lige den sidste dag her på NZ og som også er Jes´s og min 14 års komsammendag! Den fejrer vi så ved at pakke tasker og gøre bilen rent!

Hav det nu godt til vi skriver igen

Stor hilsen fra
Mikkel, Caroline, Jes og Christine

Ps. Lige nu har vi en påfugl siddende på taget af vores motorhome, den hedder Max og umiddelbart virker det som om den har tænkt sig at sove der hele natten. Doktor Jes har prøvet at jage den ned med en enganssprøjte med 5 ml vand i- den gloede bare åndssvagt på ham.

Pps: en time senere efter stor tumult med banken, skrigen og rysten af den åndssvage fugl som ikke ville rokke sig det fjerneste, lykkedes det den store bush jæger Kristiansen at jage fuglen på flugt med en stor stav ( pind). Efter at have danset sejrs- dans blev fuglen venligt gelejdet til en nabos gemakker og vi har ikke hørt noget fra den siden. Nu må vi se om vi får glæde af den i morgen nat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *