Rejsebrev #2 New Zealand

(22.02.05 til 03.03.05)

Vi har skiftet rødvinen ud med en gang varm kaffe og te, mildest talt har vi blå næser og fryser temmelig meget, specielt om natten….men vi overlever, og det er jo det vigtigste. Solen kigger så småt frem en gang imellem, så nyder vi den bare ekstra meget. Vi kalder os ikke længere Næstved rødderne men regnmagerne i stedet. Solen skinner så længe vi er i bilen, men i det øjeblik vi træder udenfor, så begynder det at regne.
Vi har på nuværende tidspunkt tilbagelagt over 2000 km på Syd-øen, det lyder ikke af meget når man tænker på, vi har været her i 3 uger….så vi stiller lige et lille scenario op;
Forestil dig det smukkeste bjerg et par tusind meter højt. Forestil dig så et til ved siden af og et til og et til og et til og … jeg kunne blive ved. Så forestil dig at hver gang du skal noget, til en ny by eller en ny oplevelse skal du over et bjerg på smalle, meget smalle veje. Du kender det godt, svingene er af den størrelse, hvor du kigger ned over skrænten og forsøger at stoppe tankerne om, at du er på vej ud over. Forestil dig så en bil, der er 3,5 m høj, og 6,5 m lang køre op og ned af disse vidunderlige, grønne men meget stejle veje – så er 2000 km altså meget!!! Så 150 km som er vores normale daglige distance tager gerne en tre timer.

Forbavsende nemt er det da at rejse med børnene. Normalt når vi har skullet fra Jyllinge til Næstved, er der kun gået et par minutter før det velkendte:” Hvornår er vi der” har runget enstemmigt i kor fra bagsædet. Men her har vi ikke hørt den andet et par gange. Et par mp3 afspillere fyldt med Prop og Berta og en masse Troldepus, et bord godt spækket med frugt, kiks og juice så kan et par timer hurtig gå uden nogen brok. Det er en fed måde at rejse på. Og hvis det går helt galt, så stikker vi dem en walkie talkie og låser døren med beskeden om, at vi er tilbage om en time.:o)

Vi har været så heldige at besøge en farm, hvor vi fik en hyrdehund at se i aktion og bagefter se et får blive klippet. Temmelig imponerende og ikke mindst lærerigt. At Caroline var mere interesseret i et pindsvin i kanten, var mildest talt morsomt.
Hun har en evne til at tiltrække gamle damer og gerne dem, der elsker at tage billeder, så hun stiller sig gladelig op for at blive fotograferet. Og inden vi får set os om, så er hun forsvundet med damerne og kommer gerne tilbage med et stort smil på læben, glad og tilfreds og om ikke andet et oplevelse rigere. Hendes engelske vokser stødt og roligt hver dag, men det bliver mest til enkelt ord. Til gengæld klarer hun sig med tegnsprog og fortæller os gerne, hvor folk kommer fra, og hvor lang tid de har været her… for hun har jo snakket med dem!

Her er så uendelig flot, søer så store som hav. De findes så blå som den klareste himmel, vi har kørt igennem utallige regnskove, og vi kørt i klima der har skiftet fra subarktisk til subtropisk, en voldsom og brat overgang.
På et tidspunkt kommer vi kørende op af den højest beliggende vej hen over et bjerg og stopper bilen for at nyde udsigten. Helt fantastisk, hvor vi kan se så langt øjet rækker over alverdens bjerge og søer. Der er helt stille, og det er faktisk kun vinden vi kan høre. Pludselig kommer en turistbus og standser op. Ud vælter 50 australske turister som lige skal nyde udsigten. Motoren på bussen bliver selvfølgelig ikke standset, for det skal være på ægte turistmanér. Idyllen blev mildest talt ødelagt, men vi nåede i et splitsekund at nyde det. På nuværende tidspunkt er det blevet en sport at nå nogle turistattraktioner før alle busserne kommer; vi var heldige at nå ud over en hængebro til nogle meget blå søer, og havde 10 minutter før de første 25 tyske turister troppede op. Vi er ved at have lært the name of the game:o)

Sandfluer….det er noget fanden har skabt. Forestil dig en bananflue på dobbelt størrelse, som kravler alle vegne, ind i øjne og ører – fuldkommen på højde med gnorter i Sverige. De her de bider bare og efterlader et myggestiklignende bid som klør i 5-7 dage efter. Stikkene er vi lidt i tvivl om nogle sinde forsvinder. Selv Jes som aldrig bliver bidt, er fuldstændig ædt og har tømt landets apoteker for antihistamin og kløestillende midler. Han er ved at gå til. Børnene lader til at gå rimelig nemt hen over det. Vi tør slet ikke tænke på, hvad der må være af insekter i Australien – det skulle være meget værre!!!

Vi synes lige, vi vil benytte lejligheden til at snakke lidt om vejarbejde og kloakarbejde. Normalt ser man i Danmark en hel masse orangefarvede jakker, der af en eller anden grund altid står samlet i en klump med en skovl i hånden imens alle kigger ned i et hul. (undskyld hvis vi har fornærmet nogen)
Her står der en mand i hver ende af vejarbejdet, altså hvor arbejdet starter, og hvor det slutter. Selvfølgelig har han ikke en orange jakke på. Han står da i kedeldragt med nogle temmelig store solbrændte overarme. Til gengæld trækker vi på smilebåndet hver eneste gang, der er vejarbejde….For ved du hvad han laver….han vender et skilt, hvor der står enten stop eller go. Tænk han står der og vender og drejer for at trafikken kan glide. Har spekuleret lidt på om de to mænd står der hele dagen eller om det er skodtjansen, fuldkommen som at blive sat i skammekrogen.

Jes er for øvrigt blevet en rigtig kloak-arbejder. Han ynder at påfylde og tømme vand på vores motorhome. Og det skæggeste er jo nok at tømme toilettet…..Pudsigt nok er det kun mænd der tømmer toiletter, jeg har prøvet at forklare, at det er der en grund, jeg tror at det har noget at gøre med at lukker lort ud…..okay den var ikke så pæn. Så fæces da. Jeg har lovet, at jeg nok skal tømme den én gang, inden vi tager af sted……til Danmark altså.

Apropos lugten af førnævnte, så har vi været ude og bade i termiske kilder (sådan nogle vulkansøer), og de lugter altså af prut. Vandet der kommer direkte ud fra det indre (sulphur vand), er så varmt som 41 grader, og det er nok til at føle sig som en kogt reje. Men en dejlig oplevelse var det, og for en gang skyld ville Mikkel gerne med ud og bade. Ingen brok om at det var for koldt.

Midt i vores kørsel igennem Middle Earth områder (kun inkarnerede Ringenes Herre fan ved hvad det er) så endte vi i et område, hvor en meget gammel gletscher ender i en regnskov. Det er den gletscher, der bevæger sig hurtigst i verden, ca. en meter om dagen. Vi var optimistiske og tog børnene med på en 3 timers vandring til gletscheren, og de klarede det sørme flot. Selvom det ikke er helt tilfredsstillende ikke at kunne komme med på alle de fantastiske vandreture, men så har vi jo en undskyldning for at komme tilbage til New Zealand.
Okay nu må du være træt….men vi skal lige fortælle, at vi har været ude og flyve i en helikopter for at lede efter hvaler, og vi fandt en spermhval. Ja grin du bare, men det hedder den altså. Dens hoved er fyldt med hvid olie som ligner og har samme viskositet som sperm…den fineste olie som bl.a. bruges indenfor rumfarten. Det gør, at hvalen kan dykke så dybt som ned til 3000 meter.…slå det op ik? De er 18 meter lange. Det er sådan en som æder Gephetto fra Pinocchio. Det var en stor oplevelse både at flyve og se en hval.
Til sidst vil vi lige nævne at fisk her smager som kylling, og vi kunne leve af det. Det er selvfølgelig fordi det er dybhavsfisk og overhovedet ikke kommer i nærheden af at ligne og smage som det, vi kalder fisk i Danmark.

I dag er vi så sejlet fra Sydøen til Nordøen, en 3 timer flot sejlads. Nu er det så spændende, hvad der venter af nye oplevelser på det, der skulle være en helt anden slags ø.

Hvis du har lyst til at vide endnu mere om, hvad vi har lavet, så lægger vi en artikel på en af dagene, som bliver lidt mere detaljeret og praktisk.

Dagens citat fra Mikkel: Jeg kan godt tåle katte, bare ikke skovkatte, men så holder jeg bare vejret!

Stort hilsen fra os til vi skrives igen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *