Rejsebrev #1 New Zealand

(08.02.05 til 03.03.05)

New Zealand – Queenstown d. 20/2-2005

Godt tilbagelænet med et glas rødvin i hånden, børnelatter kan høres i baggrunden, ud fra hvert lille hjørne på campingpladsen summer det af liv. Solen har lige sendt dagens sidste stråler mod mit ansigt og varmen begynder stille at forlade jorden. Så langt øjet rækker ser jeg den skønneste natur med bjerge fyldt med dådyr, geder, køer og får. Søerne er så store, at når øjet forsøger at finde den anden side kræver det en vis koncentration. Vi er i skrivende stund nok i en af verdens smukkeste lande, New Zealand nærmere placeret Queenstown. Det føles som om det er flere måneder siden vi forlod Danmark, men det er knap 14 dage, alligevel føler vi os hjemme, og ikke som om vi er på den anden side af jorden, længst væk fra Danmark som vi overhovedet kan komme- den er god nok, vi kan ikke komme længere.

Vi startede ud med en masse timers flyvning i alt blev det til 24 timer på blot et par dage. Trods den koncentrerede mængde flyvning spørger Mikkel mindre end en time efter den sidste landing om, hvornår vi skal flyve igen, for han kunne så godt lide det:o) Det siger lidt om hvor nemt det gik. Lidt for nemt syntes vi, for børnene sov mildest talt det meste af vejen, eller også sad de klistret til skærmen og så den samme film om og om igen.

At vi blev mødt i Singapore af resterne af et kinesisk nytår, hvor verdens mest rene by var forvandlet til en stor guirlande med temmelig meget affald overalt, tog vi os ikke synderlig meget af. Værre var det at kæmpe mod varmen og fugten, 34 grader og 98 % fugtighed – hold da op. Børnene levede mildest talt foran air conditioningen, imens vi alle måtte kæmpe med vores jetlag. At sove kl 20 om aftenen og vågne kl 23 og føle sig helt udhvilet, kan få selv den mest fornuftige person til at gå i spåner, så er natten temmelig lang. Specielt når man ved at næste dag bliver frygtelig at komme igennem. Vi klarede det da, men det har næsten taget os 10 dage at komme os over jetlaget. Vi har haft de frygteligste ”tømmermænd” men nu er vi alle kommet os.(Børnene har klaret det bedre end de voksne)

New Zealand mødte os med regn og kulde, sådan ca. 15-18 grader og selvfølgelig den værste sommer de har oplevet i 60 år! Vi har hurtigt opdaget, at det ikke nytter at lade en smule regn og vind stoppe alle vores gode intentioner, så vi følger ganske simpelt det gode ordsprog, de har her på øen:” Nogle mennesker nyder vejret og andre bliver bare våde!” Det vil sige, forældrene har taget ordsproget til sig, det er værre med børnene. Aldrig har vi hørt så meget brok og ugidelige børn – ja undskyld, hvis jeg lige nu ødelægger illusionen om, at det er den perfekte ferie, for hold da op. Det første vi slår øjnene op til er ”Vi fryser”, så når andre børn render rundt på bare tæer og i korte ærmer, kan man se Caroline og Mikkel i uldsokker, gummistøvler, uldtrøje og regntøj og stå og skutte sig – vi har efterhånden brugt temmelig mange penge på overtøj:o) Det mest morsomme af det hele er, at det er helt umuligt at finde regntøj til børn – det eksisterer simpelthen ikke på N.Z!!!!! Vi forstår det ikke, for når det regner, så regner det altså rigtig meget. Vi kunne heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, da en af kommentarerne på vores spørgsmål om de solgte regntøj var; nej ikke på denne tid af året! Vi har bare måtte acceptere, at vi lever og går og står i det eneste sæt varme tøj vi har. Efterhånden er vi begyndt at lugte og se ud som alle de herlige backpackers, vi møder på vores vej. Det er også dejligt nemt, for det sparer jo en del tøjvask

Venstrekørsel…ja hvem skulle have troet, at vi Næstved – bønder formår at mænge os med de venstrekørende new zealændere….vi styrer for vildt. Det er faktisk nemmere, end vi troede. Vi sidder begge og siger: venstre, venstre, venstre og efter at have sagt det tusinder af gange, er det printet ind på lystavlen. Rundkørsler og højresving klares som indfødte (synes vi selv). Den eneste regel der er anderledes er, at vi skal huske at holde tilbage for alt fra højre….den er ikke helt så nem. Men de er nogle hensynsfulde bilister, så det er ikke mange horn vi hører.

Motorhomen stod klar til os, og vi valgte, at vi nok ikke skulle ud på den længste tur den første dag. Så det blev lige ned til supermarkedet, hvor vi nemt kastede alle vores pakkenelliker ind i bilen og videre til en campingplads. Her kunne børnene så afreagere, og vi kunne finde ud af, hvordan det hele hang sammen på en campingplads –tænk hvem skulle nogensinde have troet at Christine og Jes – luksusdyrene, ville blive campister. Vi hilser troligt på alle vores naboer og får nogle gode snakke. Folk er utrolig venlige og hjælpsomme. Det mest skønne af det hele er, at ingen af os nogensinde havde forestillet os, at det kunne være hyggeligt at gå kl. 8 om morgenen hen over campingpladsen med søvn i øjnene og morgenhår for at få et morgenbad, og så hilse pænt på alle på vores vej- heldigvis ser de lige sådan ud! Og hvem skulle have troet at det at lave mad og vaske op i et fælleskøkken kunne være hyggeligt. Aldrig har vi vasket op så mange gange, og et eller andet sted er det nu meget hyggeligt. Det er her vi får vores små fredelige øjeblikke, for vi er helt sikret at ingen af børnene følger med for at vaske op.

Hvad vi så har oplevet…???? Utrolig mange ting på meget kort tid, så du får ikke den meget lange version…vi har kørt mange kilometer, oplevet oversvømmelser, været på pingvintur og set de gul-øjede og de blå pingviner, set albatrosser, sæler, kælet med søstjerner, muslinger og diverse havplanter, sejlet på/til Doubtful Sound (NZ´s fjordland), rejst hundredevis af kilometer igennem Ringenes Herre sceneri og er nu endt i BYEN. Her er det vi har mulighed for river rafting, bungy jump, jetboat, steamboat, svævebane og mange mange andre ting.
Lige nu er Caroline temmelig opsat på at bungy jumpe, og vi prøver ihærdigt at forklare hende, at hun ikke er høj nok…hun er lettere fornærmet men hendes umiddelbare bekymring var, om hvordan de havde testet, at elastikken ikke var for lang. Jeg endte op med en eller anden forklaring om en dukke kastet ud over kanten. Den godtog hun og har stadig lyst til at hoppe…..jeg gruer stadig for hendes teenage-år:o)

Queenstown minder lidt om en østrigsk alpelignende by hvor samtlige skibumser render rundt og forsøger at skille sig ud fra mængden. En by mest bestående af booking bureauer, der meget gerne vil sende os ud på den ene vilde oplevelse efter den anden. Så det er spændende, hvad det næste stykke tid i denne by kan bidrage vores liv med.

Så indtil vi skriver igen, må du hygge dig og passe på dig.

Store eventyrhilsner fra
Mikkel, Caroline, Jes og Christine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *